29. maj, 2020
Sikke en begyndelse vi har haft på 2020 sæsonen. Det har unægteligt været anderledes, men heldigvis har I fået spillet masser af golf. Vi har primært haft medlemmer på banerne i de seneste 7 uger, og der er blevet spillet ikke mindre end 8000 runder golf på anlægget. For at sætte det i perspektiv, så er det 45 procent mere end i 2019 og helt afgjort den travleste periode i klubbens historie. I samme periode er vi blot blevet 15 procent flere medlemmer, så antallet af runder siger noget om lysten til at komme ud og spille – og givetvis tænke på noget andet end Corona.
Vi ser i øvrigt den samme trend andre steder i Europa. I de lande, hvor der er mulighed for det, spiller folk meget golf. Mange har arbejdet fleksibelt hjemmefra, vejret har været dejligt og folk har ikke rejst hverken på ferie eller på forretning, og der har stort set ikke været konkurrence fra andre fritidstilbud – alt sammen noget der har skabt travlhed i golfklubberne.
For os har det betydet ekstra fokus på tilgængelighed til banerne for jer medlemmer. Sammen med kvalitet og service, er det et helt afgørende nøgleord for klubben, og vi holder nøje øje med udviklingen. Det betyder, at i weekender og på helligdage er en af banerne udelukkende for medlemmer, mens der kan inviteres gæster på den anden. Vi har også haft fokus på at assistere medlemmer, som ønsker at spille med andre til at spille i to-, tre- eller firebolde fremfor at spille alene – alt sammen for at skabe mere plads og bedre flow.
De seneste to-tre uger har vi oplevet efterspørgslen falde, og selvom vi da stadig både håber og forventer, at der skal spilles meget golf, så oplever vi at situationen normaliseres en smule. Men vi vil være meget opmærksomme på udviklingen frem mod sommerferien. Vi ved tilgængelighed er vigtigt for jer, og derfor er det vigtigt og afgørende for os.
Lad os i øvrigt understrege, at vi stadig har masser af plads på banerne i langt de fleste perioder af ugen, og at vi i spidsperioden har fået næsten alle ud at spille på nogenlunde de tidspunkter, der var ønsket. Vi er blot ca. 500 medlemmer pr bane, så der er fleksibilitet.
Som nævnt ovenfor, så tillader vi naturligvis medlemmer at spille alene, men hvis du har booket alene, men alligevel gerne vil spille med andre, så tøv endelig ikke med at henvende dig I receptionen.
Endelig et par ord om medlemssituationen. Klubben er tæt på fyldt op med ganske få ledige pladser i seniorkategorien og venteliste i alle øvrige medlemskategorier. De få ledige pladser der er tilbage i seniorkategorien er enten for ægtefæller/partnere til eksisterende seniormedlemmer eller nye seniormedlemmer hvor der udover kontingent også skal betales indskud.
Og et par andre glædelige nyheder:
Vi er klar til at benytte græsset på driving-rangen fra tirsdag i den kommende uge. Og begge baner er nu i så god grundform, at vi, uden frygt for tilstanden senere på sæsonen, kan sætte hastigheden op på greens, så vi igen kan spille på The Scandinavians greens i høj kvalitet.