26. oktober, 2022
I løbet af året har både Frederik og Sebastian slået de fleste af deres golfslag på Nordic League. Her har de kæmpet for at spille sig i top-5 på ranglisten, som giver dem adgang til næste års Challenge Tour.
Frederik sluttede på en imponerende 4. plads på ranglisten med to sejre og yderligere ti top-10 placeringer. Frederik har spillet det meste af sæsonen som amatør, men inden den sidste turnering for året skiftede han status til professionel og sluttede sæsonen af på en delt 4.plads.
Sebastian har gennem hele året ligget lunt i svinget til et Challenge Tour kort, men skulle helt ned til sidste hul i den sidste turnering, for at sikre sin 5. plads på ranglisten. Sebastian har en sejr og hele tre 2. pladser for året og er nu sammen med Frederik klar til Challenge Touren næste år.
Udover vores to talenter har vores medlem Jeppe Kristian Andersen også kvalificeret sig til næste års Challenge Tour. Jeppe sluttede på en 3. plads på Nordic League med imponerende tre sejre inklusiv sæsonfinalen på Møn.
Ens for alle tre er, at deres sæson ikke er færdig endnu, da de alle er kvalificeret til 2. stage af DP world Q-school som løber af stablen fra d. 3-6 november. Her kan de enten forbedre deres Challenge Tour kategori eller endnu bedre, spille sig til en plads på DP World Tour.
Det er muligt, at følge dem på Q-school via dette link:
Q School – DP World Tour (europeantour.com)
Læs mere om The Scandinavian Talentprogram