Seks danske golfbaner blandt Europas 100 bedste

Seks danske golfbaner blandt Europas 100 bedste

 

De danske golfbaner, som medlemmer, gæster og turister kan vælge mellem her i landet, har været igennem en rivende udvikling. Og det bliver der lagt mærke til rundt om i Europa. Det ansete britiske golfmagasin, Golf World, har i den seneste udgave vurderet, hvilke baner, som er blandt de 100 bedste på det europæiske kontinent, og her kan Danmark bryste sig af have i alt seks baner blandt de 100 bedste. Den seneste vurdering var i 2017, hvor Danmark havde fem baner blandt 100 bedste.

Bedst placeret, som nr. 28 på Golf World’s liste, er New Course på The Scandinavian i Farum nord for København. Placeret som nr. 33 er Lübker Golf Resort på Djursland, og som nr. 38 er The Scandinavian Old Course. (Se alle de danske baners placeringer nedenfor)

Direktør for The Scandinavian, David Shepherd, er stolt over den flotte placering, som klubbens to baner har fået.

”Vi er naturligvis meget glade og stolte over den seneste vurdering, og at den er lavet af uafhængige eksperter, gør det bare endnu bedre. Det er fantastisk, at vi som de eneste på kontinentet kan tilbyde gæster og medlemmer to baner, som er vurderet til at være blandt kontinentets 40 bedste. Og det blot mindre end 30 minutters kørsel fra København. Men vi bør alle være stolte over at have seks baner i top 100, hvilket er en stor cadeau til alle dem, som hver dag arbejder på at give danske golfspillere så gode betingelser som muligt. Desuden er det enormt positivt, at der i udlandet bliver lagt mærke til den kvalitet, som vi kan tilbyde her i Danmark. En kvalitet, som bør give golfturister en god grund til at besøge Danmark,” siger han.

Fakta:

Sverige har otte baner blandt de bedste 100. Men landet har 464 baner og knap 500.000 registrerede golfspillere Til sammenligning er der i Danmark 190 baner og knap 150.000 registrerede golfspillere.

Norge har tre baner blandt de 100 bedste.

Danske golfbaners placering på Golf World’s top 100 (kontinental Europa). I parentes banernes placering ved seneste ranking i 2017.

 

Nr. 28: The Scandinavian New Course – (35)

Nr. 33: Lübker Golf Resort (Sky & Sand) – (33)

Nr. 38: The Scandinavian Old Course – (37)

Nr. 41: Great Northern (Ny på listen)

Nr. 68: Esbjerg Golfklub (Marbæk) – (72)

Nr. 89: Holstebro Golfklub (Skovbanen i Råstad) – (86)

 

Om Golf World Ranking:

Vurderingen af de bedste baner i Europa foretages hvert andet år af i alt 18 uafhængige eksperter, som er geografisk spredt ud over kontinentet, og ikke er associeret med de vurderede baner. Vurderingen er således ikke påvirket af medlemmer eller andre, som har personlige eller kommercielle interesser i at promovere en bestemt bane