20. april, 2020
Mit navn er Frederik og jeg er sammen med Louise og Sebastian en del af The Scandinavians Talent Program som er blevet oprettet i 2020, og uden tvivl bliver en stor hjælp på rejsen mod mine golfdrømme.
Jeg havde håbet at dette indlæg ville fortælle lidt om starten på min turneringssæson men den er, som så meget andet, sat på pause indtil videre. Oprindeligt skulle min første turnering have været Møn Open den 4. og 5. april, men turneringen kunne af gode grunde ikke afvikles som følge af Covid-19, og er nu derfor planlagt til at blive afviklet i oktober. Derudover skulle jeg i skrivende stund have været i gang med de første turneringer på Nordic League og Ecco Tour, men alle disse turneringer er enten udskudt eller aflyst til og med d. 30. juni 2020 – ØV!
Omfanget og forløbet af årets turneringer er derfor stadig uvist for os allesammen. Dog føler jeg at det er vigtigt at blive ved med at træne og spille i samme omfang, som hvis turneringerne var i fuld gang. Det betyder at jeg er bedst muligt forberedt til når turneringerne starter – så det ikke ender med at blive det forsømte forår fra min side.
Jeg prøver derfor at spille så ofte som muligt på The Scandinavians to dejlige baner, så spilleformen bliver holdt ved lige og ikke alt træningen foregår på træningsbanen. De første par uger med Covid-19 havde vi desværre ikke de bedste muligheder for at træne, da de fleste golfklubber havde lukket deres træningsfaciliteter. Som ungt menneske i den elektroniske tidsalder har jeg derfor prøvet at udnytte den ekstra tid til at tillægge mig nogle sunde vaner i hverdagen, som f.eks. at læse flere bøger, lytte til podcast og meditere, i stedet for at blive opslugt af Facebook, Instagram osv. Som medlem af Talent Programmet fik jeg fra d. 16. april den gode mulighed at bruge dele af Driving Rangen samt indspilsområdet som en del af min træning, og hverdagen kunne derfor vende en smule mere tilbage til normen.
Der skal lyde en stor tak til klubben og især til medlemmerne for, at vi har fået lov til at bruge faciliteterne i disse tider. Det er en virkelig en stor hjælp for dagligdagens træning og jeg er virkelig taknemlig for at det er muligt – det samme gælder for Louise og Sebastian.
Jeg håber at I alle har det godt og at vi alle snart kan vende tilbage til hverdagen. Indtil da må I passe på jer selv og jeg håber at vi ses på The Scandinavian.
Golfhilsner fra Frederik”