16. februar, 2021
Hej Alle
Der har været lidt stille fra min og vores side henover vinteren, da corona desværre har forhindret at vi har kunnet mødes. Derfor kommer der her en lille update på hvad jeg går og har brugt min tid på henover vinteren, og hvordan jeg forbereder mig til den kommende sæson.
Størstedelen af vinterens træning har for mit vedkommende foregået indendørs, da vejret selvsagt i store periode har vanskeliggjort træning udendørs. Det var derfor også lidt spændende, da der i midten af december blev lukket ned for alt indendørs idræt, og vores situation omkring træning blev lidt uvis for en stund. Heldigvis for os har professionelle og Team-Danmark støttede atleter fået lov til fortsat at træne indendørs, hvilket betød at vi kunne ånde lettede op og har kunnet fortsætte i vores daglige virke.
Min golftræning foregår i Indoor Golf i Kokkedal, hvor der bliver brugt en del tid på at forfine den tekniske del af golfsvinget, og få arbejdet nogle af mine dårlige tendenser væk. Vinteren er tiden hvor dette skal klares, da vi ikke konkurrerer i samme omfang som i sæsonen, og derfor har tid til at kunne bryde svinget til dels ned og derefter bygge det op på en sundere måde. Meget af tiden bruger jeg sammen med bl.a. Louise og Sebastian, og vi nyder godt af at gå sammen og være i det samme miljø.
Som nogle af jer måske kan huske, nævnte jeg i min sidste skriv i efteråret at vinteren også skulle bruges på at få noget mere muskelmasse på kroppen, med det formål at vinde nogle ekstra meter i længde. Det er et projekt som fortsat er i fuld gang. Jeg ligger i øjeblikket timerne i Idrættens Hus i Brøndby, da alle fitnesscentre som bekendt er lukket ned. Og så kommer det store spørgsmål – ”Har du så fundet noget ekstra længde?”. Og ja, resultaterne begynder så småt at vise sig med ca. 10 meters ekstra længde med driveren. Målet er at få yderligere 5-10 meter oven i dette inden sæsonen forhåbentlig starter i april for mit vedkommende. Hvordan selve sæsonen kommer til at forløbe er endnu meget uvis, så jeg må tage den del lidt som det kommer.
Jeg håber at I alle har det godt, og at vi forhåbentlig i den kommende sæson får mulighed for at mødes noget mere og spille noget mere golf sammen, end det tidligere har været tilfældet – det vil jeg i hvert fald glæde mig til.
Golfhilsner fra Frederik