Blogindlæg af Louise Markvardsen

15. oktober, 2020

Evaluering – The Scandinavian d. 15/10-2020

Blog af Louise Markvardsen

 

Den sidste turnering for sæson 2020 er netop færdigspillet, hvilket giver anledning til et lille tilbageblik. Sæsonen har, for alle i verden, båret præg af uforudsigelighed og vi har især fået frataget muligheder for at spille en masse turneringer. Alt i alt har det været en sæson der har været umulig at planlægge, siden marts måned!

 

Jeg er en pige der elsker struktur og forudsigelighed. Jeg ville derfor lyve, hvis jeg sagde at Corona ikke har påvirket mig! Jeg nåede netop lige hjem fra Australien og Abu Dhabi hvor jeg spillede Ladies European Tour event samt træningslejr, inden Danmark lukkede ned. Jeg tillod mig derfor at tage fri i de første uger i nedlukningen.

 

At hele ens turneringsplanlægning røg i skraldespanden (og at jeg kun kunne væbne mig med tålmodighed) var i super lang tid, virkelig hårdt at acceptere! Set tilbage havde jeg ikke kunne tackle denne situation uden at have de rette rammer, i form af The Scandinavian

Talent Program. At være en del af talent programmet sørger netop for de rammer, som jeg er stor tilhænger af! Det gør, at jeg som golfspiller, kan fokusere mere på min træning og turneringer, fordi der er styr på alle praktiske ting og danner en god ramme – Én ting jeg er så taknemlig for!

 

Den ene turnering efter den anden blev aflyst/udskudt- og i lang tid stod jeg uden nogle turneringer at spille – men hvad skulle jeg så? Jeg var i vildrede… Kreativitet i form af hjemme fitness og golf træning i baghaven skulle trylles frem, og jeg fandt pludselig nye hobby’er, for at få tiden til at gå. Set tilbage i bakspejlet var/er dette super sundt! I en sæson med turneringer hver uge, glemmer jeg hurtigt hvem “private Louise er” og det bliver hurtigt flere måneder i træk, kun med “Golf Louise”, som identitet. Så lesson learned? I think so!!!

 

Tingene begynder så småt at åbne op igen (desværre med den nyhed at intet tæller til noget før 2021 starter), hvilket igen sætter gang i frustrationer… Jeg vælger derfor at fokusere på mit sind og velvære og trækker mig fra turneringer i lang tid. Jeg føler at det hele er ude af kontrol og bruger tid på at forbedre mig under rolige omgivelser, med det formål, at jeg kan være klar til når alt for alvor går i gang til sæson 2021! Dette giver også anledning til at kunne nå ting, som der ellers ikke er tid til, midt i ”rush-hour”. Jeg får deltaget i 2 arrangementer på The Scandinavian, hvor vi får mødt en del fra business forum samt sponsorerne bag ”Talent Programmet”. Jeg har nydt disse dage helt vildt! Det er fedt at kunne give (samt få) en oplevelse på banen, og at lære folkene bag teamet at kende!

 

Jeg har spillet 3 turneringer på Swedish Golf Tour, hvilket har været lærerigt. Med et spil langt fra A-game er jeg stadig glad for at have været gået derfra med OK acceptable resultater. Jeg er blevet klogere på, at min tabte længde har en stor og vigtig betydning for min fremtid, så min off season går på, at få bygget muskelmasse på! Der skal trænes, der skal spises, og allervigtigst skal jeg huske, at give plads til hygge og afslapning, uden at det går udover spillet!! Private Louise skal også kunne have plads til at sunde sig, ellers fungerer golf Louise ikke…

 

Afslutningsvis skal der lyde en KÆMPE tak til skaberne og alle bag Talent Programmet. I er med til at jeg kan udleve min drøm, hvilket er prisværdigt!