Blogindlæg af Frederik Birkelund – 30 oktober 2021

28. oktober, 2021

Hej alle

Sæsonen 2021 er turneringsmæssigt ved at rinde ud, og det er derfor tid til at reflektere over sæsonen og sætte lidt ord på det hele.

Sammenlignet med sidste år har vi i år haft meget bedre muligheder for at rejse ud og spille turneringer i hele Europa og verden, og det har i og for sig været en normal sæson. Jeg har i år rejst mere end nogensinde før, og jeg har nydt at være ude og spille i mange lande og på mange forskellige baner.

Jeg har i år arbejdet med Arne Nielsson, som er tilknyttet vores talentprogram som mentaltræner. En stor del af vores arbejde har ligget i at lære at trives til turneringer i udlandet og ved større turneringer som f.eks. Ecco Tours. Vi har lavet en aftale om, at jeg skal være ham, der skaber god stemning i bolden og prøve at få sludret lidt med de andre i løbet af en runde. Dette skal hjælpe til, at jeg får et lille break mellem slagene og ikke ender med at gå med alt for mange tanker inde i mit hoved. Indtil videre er det lykkedes rigtig godt for os, og jeg har som resultat præsteret meget bedre i disse turneringer i år sammenlignet med tidligere sæsoner. Jeg er begyndt at slutte i top-10 i internationale- og Nordic League turneringer uden egentlig at spille rigtig godt – så hvis vi fortsætter ned af den rigtige vej, er der endnu bedre ting på vej.

Vi er i skrivende stund gået ind i offseason, og det er nu, der er mulighed for at få rykket på nogle parametre i mit golfspil. Jeg håber i denne vinter at komme en del mere til varme steder og træne og spille, end jeg tidligere har gjort. Normalt bruges meget af vinteren indendørs på at lave tekniske ændringer i sit sving, men på det punkt er jeg efterhånden ret godt stillet, selvom der altid er plads til forbedring. I stedet har jeg brug for at komme ud og spille så mange runder som muligt og træne andre færdigheder, såsom at styre boldkurve og kunne forskellige typer slag. Min træner Andreas Kali og jeg vil prøve at lave en plan for vinteren, der bliver lidt anderledes end måden, jeg har tilgået andre vintre. Mindre teknisk arbejde og mere træning af diverse skills – så må vi se, om det er vejen frem – vi giver det i hvert fald et skud.

Næste år kommer jeg fortsat til at spille som amatør, men kommer også til at spille en masse turneringer på Nordic League. Jeg spillede mig til Nordic League Q-School i slutningen af året med den bedste kategori man kan sikre sig den vej igennem, og jeg burde derfor kunne komme ind i alle de Nordic League turneringer, jeg vil næste år. Til slut i år blev jeg også udtaget til herrelandsholdet for 2022, som jeg håber kommer til at kunne give mig nogle gode muligheder.

Det er svært at koge en hel sæson og et helt års tanker (dem har jeg mange af) ned til få ord, men jeg håber, at I er nået hele vejen hertil. Til slut vil jeg gerne sige tak til alle omkring talentprogrammet for jeres fortsatte støtte. Det betyder virkelig meget, og I giver mig en masse muligheder og tryghed og sørger for, at jeg de fleste dage bare kan koncentrere mig om at spille golf. Mange tak for det!

 

Golfhilsner fra Frederik