29. april, 2025
Baneopdatering april 2025
Sæsonen 2025 er kommet godt fra start, og vi har fået positiv feedback fra medlemmer såvel som gæster der har besøgt vores anlæg. Trods det kølige og usædvanligt tørre forårsvejr er banerne kommet flot fra land med en kvalitet vi er tilfredse med.
Siden 1. februar har vi blot modtaget 36 mm regn – langt under normalen på ca. 130 mm. Heldigvis har vores reservoir fra 2019 med øget kapacitet til opsamling af regnvand igen i år vist sit værd. Uden denne investering havde vi stået over for en helt anden situation, hvor både vanding måtte rationeres, og eftersåningsarbejdet kunne være gået tabt. Vandressourcer er altafgørende for at fastholde banernes kvalitet, og reservoiret er en vigtig brik i den langsigtede udvikling af vores anlæg.
Den kommende tid
Ved udgangen af april er banernes generelle stand som forventet for årstiden, og vi ser daglige forbedringer – et lovende tegn for resten af sæsonen. Opgaverne er nu fokuseret på de områder, hvor vi har sænket klippehøjden, hvor udviklingen er positiv. De rydninger af underskov, vi har foretaget – blandt andet mellem New Course 1. og 8. hul – er blevet klippet ned så godt som forholdene tillader det. Terrænet i disse områder er ujævnt og vanskeligt tilgængeligt for maskiner, men vil gradvist blive forbedret og udviklet over året og de kommende sæsoner.
På driving rangen har robotklippere gjort deres indtog og har allerede forbedret det visuelle udtryk markant. Indkøringsfasen er forløbet gnidningsfrit, og vi følger den fortsatte udvikling tæt. Græsteet på rangen har krævet lidt ekstra opmærksomhed i år, da det sidste år var meget slidt. Vi er nu klar til at åbne det fra mandag den 12. maj kl. 09:00.
Overordnet set en positiv start på sæsonen, hvor vi gerne vil minde om, at vi alle – både medarbejdere og medlemmer – bidrager til at fastholde standarden på The Scandinavian. Husk derfor venligst at rive efter dig i bunkerne, læg opslået tørv på plads, og ret dit nedslagsmærke på greens. Det forbedrer oplevelsen for os alle.
På gensyn på banen
Med venlig hilsen
Greenkeeper-teamet