Baneopdatering oktober 2025

26. september, 2025

Kære medlemmer,

Vi håber, I har nydt golfsæsonen indtil nu. Det har været en sæson med gode spilleforhold, og vi kan se på vores statistikker at banerne bliver brugt flittigt. 91% af alle runder i år er blevet spillet af klubbens medlemmer og gæster inviteret af medlemmer, hvilket glæder os.

Selvom kalenderen viser sensommer, er der stadig mange gode golfdage tilbage. Vi opfordrer alle til at komme ud og nyde de solrige dage sidst på højsæsonen – både på Old Course og New Course.

 

Dollar spot på fairways
Hen over sensommeren har vi været ramt af dollar spots på fairways. Det er en svampesygdom, der trives i fugtige og varme perioder. Vi satte hurtigt ind med de få ting vi kan gøre på fairways (hvor vi ikke må sprøjte ligesom på greenområder), og har heldigvis fået styr på situationen, så græsset er ved at komme sig igen. Vi vil fortsat holde øje med udviklingen, så fairways forbliver sunde gennem resten af sæsonen.

Vinterforberedelserne begynder
Greenkeeperteamet er begyndt på de første skridt i vinterforberedelserne. Målet er at sikre, at banerne kommer bedst muligt gennem de kolde måneder og er klar til en god start igen når banerne åbner til foråret 2026. Blandt de opgaver, vi arbejder med, er:

  • Luftning og eftersåning af alle spilleoverflader for at styrke græsset.
  • Topdressing på greens og Tees, så vi får en jævn og robust spilleflade.
  • Forebyggelse af vintersygdomme, hvor vi holder øje med fugt og svampeangreb.
  • Vedligeholdelse af dræn og vandløb, så banerne kan klare efterårets og vinterens nedbør.
  • Service af maskiner og udstyr, så alt står klar til foråret.

 

Projekt Playability

Vi vil også forsætte projektet med at gøre banerne mere spilbare, fair og sjovere at spille. Vi kan konstatere, at de tiltag vi foretog sidste år, har fungeret rigtig fint med bedre flow på banen, lidt bedre scores for spillere med over hcp. 15 og kortere runder. Planen for kommende vinter er udover at forbedre de områder vi har bearbejdet, at udvide udvalgte tees, og tilrette udvalgte bunkers. I vil modtage mere information om det i det næste nyhedsbrev.

Den kommende tid – mulighed for frost

I den periode vi går i møde, begynder vi at se rimfrost i græsset om morgen. DERFOR, hold øje med Golfbox for banelukninger, og vær opmærksom på, at vi ofte lokalt får lavere temperaturer hos os, end hvad vejrudsigten siger for områdets generelle temperatur.

Vi gør opmærksom på de gældende regler og forbehold for lukninger på grund af frost på The Scandinavian:

I tilfælde af frost og lukning af banerne om morgenen, vil alle bookede teetider i frostens periode slettes, hvorefter det er spillernes eget ansvar at booke NY teetid. HOLD øje i golfbox eller How Many Strokes app, (Mobil link: Howmanystrokes Klub app), hvor vi opdaterer morgendagens banestatus inden kl. 16:00 dagen før.

Vi har disse regler for at beskytte banerne, og kunne levere højest mulig kvalitet til vores medlemmer og gæster.

Vi ser frem til at møde jer derude i de kommende uger til smuk efterårsgolf, inden vinteren for alvor tager fat.

 

Med venlig hilsen

Greenkeeperteamet
The Scandinavian Golf Club