Nyhedsbrev vedr. vores nye rangebolde og etikette 2.0 med fokus på rivning i bunkers.

9. april, 2025

Kære Medlemmer,

Hermed nyhedsbrev omhandlende vores nye rangebolde fra på mandag d.14/4 og etikette 2.0 med fokus på rivning i bunkers.

PROV1 bolde på rangen og regler

På mandag d. 14. april introduceres vores nye gule driving range bolde, Titleist PROV1, markedets bedste golfbold. I den forbindelse opridser vi reglerne for brug af driving rangen og hvad vi ønsker at vores medlemmer og gæster skal være særligt opmærksomme på.

  • I højsæsonen åbner driving rangen på mandage kl. 9:00 grundet maintenance, og resten af ugens dage fra kl. 6:45. Hvis en helligdag falder på en mandag, eller hvis vi afholder The Scandinavian Challenge (2. juni)., vil rangen være lukket til kl. 9:00 dagen efter.
  • Det er strengt forbudt at medbringe driving range bolde på banen eller at fjerne dem fra træningsområdet. Vi fandt alt for mange af vores hvide bolde på banen i 2024. Konsekvensen hvis man medbringer driving range bolde udenfor træningsområdet, vil være karantæne eller udmeldelse af klubben.
  • Vi vil løbende monitorere mængden af bolde i kassen ved shortgame området, hvor reglen er, at boldene skal samles sammen og returneres til kassen efter brug. Der er en ruller ved området, til effektivt at samle boldene sammen. Hvis boldene forsvinder, kan det blive nødvendigt at overgå til brug af egne bolde på shortgame området. Ved EAC blev der stjålet ca. 800-900 PROV1 bolde fra short-game området på 5 dage, hvor boldene kun var markeret med ”Tour”.
  • Det er ikke tilladt at medbringe ikke-betalende gæster på træningsbanen, ligesom at ikke-medlemmer heller ikke kan betale sig til kun at slå bolde hos os. Træning sammen med et familiemedlem et par gange om året kan godtages, ved kontakt til receptionen inden opstart på træning.
  • Vores robotter har haft en god opstart med opsamling og klip. Stor tak til vores greenkeepere og leverandør for en flot indsats med implementeringen. Hvis vores robotter går i stå ude på rangen eller lign. er det IKKE tilladt at røre ved dem, eller trykke på dennes knapper. Vi har overvågning på dem, og skal nok sørge for at få dem bragt tilbage i drift.

Slutteligt vil vi gerne takke vores Platinum Partner, Audi, for et godt samarbejde omkring forbedringen af vores driving range oplevelse til 2025. I vil møde deres logo på de nye bolde, samt på vores afstandsskilte. Der vil også i nær fremtid blive opsat et diskret net på hegnet indtil træerne i midten af rangen, som vil forhindre bolde i at ryge derind, når der slås fra græstee i den varme del af året. Vi GLÆDER os.

Etikette 2.0

Som beskrevet i sidste nyhedsbrev, vil vi hver uge efter åbningen af banerne, sætte fokus på et nyt etiketteemne. Emnet vil også blive nævnt af vores personale i receptionen når I tjekker ind.

Efter en fantastisk åbning med dejligt mange runder spillet af kun medlemmer fra fredag til søndag, var det tydeligt at langt de fleste kender vores etikette regler. Men især i bunkers så vores greenkeepere, at der desværre er alt for mange spillere der ikke river ordentligt eller ligefrem glemmer det, hvorfor vi henviser til USGA videoen for bunkerrivning af spillere.

Derfor understreger vi denne etiketteregel:

Pas på baner og faciliteter

Det er i medlemmernes interesse, at banerne fremstår velplejet og godt vedligeholdt, hvorfor det forventes, at man så vidt muligt benytter sig af stierne eller markerede klipninger under runderne, samt undlader at placere eller køre trolleys tæt på tee-steder og greens. Har man lejet en buggy kører man efter forholdene, undgår at lave skader på banerne med f.eks. hurtige vendinger, samt følger de anvisninger der gives via GPS-systemet på skærmen. Gentagen frakobling af de fastlagte bevægelsesbegrænsninger vil medføre karantæne.

Det er god adfærd og det forventes, at medlemmerne af The Scandinavian Golf Club til enhver tid gør en indsats for, at banerne fremtræder i fantastisk stand til de spillere der kommer efter dig, f.eks. ved at lægge turfs på plads, rive omhyggeligt i bunkers, rette nedslagsmærker og naturligvis tage dit affald med dig. Husk det!

Det er naturligt, at medlemmer der spiller med greenfee-gæster, påtager sig værtsrollen og sikrer, at gæsterne er bekendt med og lever op til disse forventninger.

Greenfee 2025

Vær opmærksom på, at gæst-til-medlem greenfee i 2025 koster 800 kr. pr. runde. Vi har fastholdt prisen for klippekort, hvor vores medlemmer kan købe et 10x gæst-til-medlem greenfee for 6.400 kr. Klippekortet udløber ikke så længe du er medlem hos os. Husk at gæster kun spille op til 6 gange om året på gæst til medlem ordning, herefter vil alle runder resten af kalenderåret være til fuld pris. Vi glæder os til at byde vores medlemmers gæster velkommen.