2024 Europamesterskaber i golf for amatører på The Scandinavian

10. juli, 2024

 

Europamesterskabet for amatører i juni 2024 vil for altid stå som en milepæl i The Scandinavian Golf Clubs historie. The Scandinavian er kendt for store ambitioner og høj kvalitet, og har nu bevist sit værd som vært for en af de mest prestigefyldte amatørturneringer i Europa bl.a. qua klubbens stærke fællesskab og store mængde af frivillige.

Med enestående opbakning fra medlemmer, frivillige, ledelse og ansatte, og især greenkeeperne, lykkedes det The Scandinavian at afvikle et velorganiseret og professionelt mesterskab på en bane i topklasse. Selv et pludseligt skybrud kunne ikke afspore begivenheden, hvor dommere, ansatte og frivillige fik ros for deres hurtige reaktion og evne til at håndtere udfordringen.

Vejen til mesterskabet var brolagt med omhyggelig planlægning. Efter en henvendelse fra EGA og DGU i 2023, gennemgik klubben en grundig analyse af potentielle påvirkninger for medlemmernes adgang til at spille på banerne, nødvendige ressourcer og logistiske udfordringer. Med en stærk tro på klubbens evner og medlemmernes engagement, besluttede vi at påtage os værtskabet.

Særligt bemærkelsesværdigt var den overvældende opbakning fra de frivillige. Med over 70 medlemmer, der meldte sig til at hjælpe, blev det tydeligt, at The Scandinavian er en klub med et stærkt fællesskab og en vilje til at yde en ekstra indsats.

”Anne Larsson, David Shepherd, Christian Tage Hansen og greenkeeperne under ledelse af Russell Anderson fortjener særlig anerkendelse for deres store og professionelle indsats i samarbejde med DGU og EGA.” udtaler Lars Neumann. I den forbindelse, er det relevant at nævne det tætte samarbejde med Thomas Hartwich fra DGU, der også har haft stor betydning for turneringens succes.

End ikke et ”skybrud” midt på ”moving day” kunne forstyrre afviklingen af et meget vellykket mesterskab. Efter at havde været i klubhuset i en times tid kunne spillerne sendes tilbage på banen og en halv time senere kunne spillet genoptages. Dansk Golf skrev bl.a. følgende i en overskrift:

”The Scandinavian ryster vand af sig mere effektivt end en gås”.

Forhistorien:

Der har ved flere lejligheder været interesse for at afvikle turneringer og mesterskaber på The Scandinavians baner, som hidtil – venligt – er blevet afvist.

I 2023 henvendte EGA og DGU sig til The Scandinavian og tilbød, at de Europæiske Amatørmesterskaber i 2024 kunne afvikles på The Scandinavian.

Det rejste en række spørgsmål:

  • Hvordan vil arrangementet påvirke medlemmernes adgang til at spille golf, før, under og efter turneringen
  • Hvilke ressourcer skal ledelsen stille til rådighed
  • Hvad bliver belastningen for anlæg og greenkeepere
  • Hvad er behovet for frivillige, antal, kompetencer osv.
  • Kan vi imødekomme krav til bespisning, toilet- og omklædningsfaciliteter, rengøring osv.
  • Er der plads til parkerings- og tilskuerkapacitet

Vi lavede en grundig analyse af den aktivitet vi sædvanligvis oplever i den sidste uge i juni, hvis vi undlod at booke andre aktiviteter (udover Seniors, Gents m.m.). Dernæst havde vi dialog med DGU om ressourcebehovet og opgaver The Scandinavian skulle løse i ugen, hvor det blev klart at der var enighed om, at turneringen på fornem vis ville kunne understøtte The Scandinavians ambitioner, kvaliteter og vores medlemmers forventede villighed til at yde en ekstraordinær indsats for klubben.

Ved de forberedende møder blev vi forsigtigt spurgt om vi mente klubben ville kunne organisere ca. 70 frivillige der ville være brug for – ”ellers ville man kunne hjælpe med frivillige fra andre klubber i området”. Det viste sig slet ikke at være nødvendigt, da tilslutningen og opbakningen har været fantastisk og dermed sender et signal om, at The Scandinavian også er en klub der bygger på et værdifuldt fællesskab med medlemmer, der gerne gør en ekstra indsats – stor tak til alle de frivillige.

”Alle involverede – ikke mindst de frivillige og greenkeeperne – har været tilgængelig stort set hele døgnet alle seks dage, for at skabe perfekte rammer for turneringen, og undervejs løst de opgaver og udfordringer der blev kastet i hovedet på dem.” udtaler Christian Tage Hansen.

Det var et ekstra krydderi på oplevelsen, at mange danske tilskuere var mødt op for at forsøge at heppe den nykårede The Open Amateur-vinder Jacob Skov Olesen ind til et nyt topresultat. Jacob, der har været medlem på The Scandinavian de sidste 8 år, leverede en fornem præstation efter sidste uges marathon-forestilling. Jacob sluttede med en runde i 70 slag (-2) og endte på en femteplads.

 

Jacob Skov Olsen er medlem på The Scandinavian.

 

Også Oscar Holm Bredkjær, der sluttede på en 22.plads i par, spillede en flot turnering.

Henrik Søe, skrev bl.a. følgende om den dramatiske afslutning på golf.dk:

”Den 19-årige amerikaner Tommy Morrison blev lørdag vinder af EM individuelt 2024 efter en dramatisk finaledag på The Scandinavian.

Ikke siden 2017 er herrernes individuelle EM blevet afgjort i et omspil. Og det lignede det bestemt heller ikke, da nogle af verdens bedste amatører lørdag spillede finalerunde ved årets individuelle EM på The Scandinavian.

To spillere havde gyldne muligheder for at afgøre det hele på deres 72. hul, men en kombination af nerver og sværhedsgraden på 18. hul på New Course på The Scandinavian sørgede for, at hverken tyske Tim Wiedemeyer (gik derfra med en 9’er)

eller Tommy Morrison (fireputtede fra greenkanten) formåede at afgøre det til egen fordel.

Tim Wiedemeyer gik fra 18. med en nier – hvor han med en par på 18. hul ville have havde vundet turneringen.

Tommy Morrison fik dog taget revanche i omspillet over tre huller (9., 10. og 18.) mod landsmanden Preston Summerhays og irske Max Kennedy. Summerhays skrev sig ud af ligningen med en bogey på 10., mens de to andre lavede birdies. Og da Morrison tog revanche på 18. med en birdie, som Kennedy ikke formåede at matche, kunne Morrison knytte næven og glæde sig over, at han nu skal til The Open i næste måned.

Morrison skrev samtidig historie som den første amerikaner til at vinde EM, og den første ikke-europæer til at vinde siden 1988.

 

 

En rørt 19-årig Tommy Morrison under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi.

Scott Calum havde også grund til at glæde sig – han kvalificerede sig til The Open.

 

Efterfølgende havde tilskuerne og de frivillige mulighed for at synge med på ”der er et yndigt land”, der blev afspillet da turneringen blev afviklet i Danmark.

 

Under medaljeoverrækkelsen blev det offentliggjort, at Vasatorp ved Helsingborg skal være vært for det individuelle herre-EM i 2025.

Citat EGA: ”Det bliver ikke nemt at komme i hælene på The Scandinavian”.

På vegne af The Scandinavian vil vi gerne takke alle frivillige og medarbejdere – ikke mindst vores dygtige greenkeepere for deres utrættelige indsats i ugen. Mesterskabet blev for mange en uforglemmelig oplevelse grundet det flotte setup med hele 40 deltagende nationer, og sidst men ikke mindst, den enormt spændende afslutning ved The European Amateur Championship 2024.

Lars Neumann og Christian Tage Hansen