Book Oliver Wendt via link nedenfor pr. 1.4.26
Oliver er 29 år, bor i København og er PGA Uddannet træner siden 2019. Han har spillet 5 sæsoner som professionel golfspiller på Nordic League fra 2019 til 2024. Sideløbende med jobbet som professionel golfspiller, har Oliver også arbejdet med kvalitetssikring og tests for Trackman, hvilket er et vigtigt værktøj i den moderne træners hverdag. Siden 2024 har han igen helliget sig trænergerningen i Hornbæk Golfklub med stor succes, hvorfor vi er glade for, at Oliver vil tage et skridt videre i sin udvikling ved at blive en del af vores trænerteam sammen med Magnus Madsen.
Nedenfor har Oliver sat et par ord på hvad vores medlemmer kan forvente af ham, og hvorfor han glæder sig til at starte som træner hos os.
”Jeg glæder mig til at blive en del af The Scandinavian, grundet klubbens høje kvalitet og stærke fokus på service. Jeg brænder for at møde alle medlemmerne uanset niveau, alder, etc. i øjenhøjde og skabe et professionelt, imødekommende og udviklende træningsmiljø. Med min erfaring som golftræner og fra min tid som professionel golfspiller på Nordic League, kan jeg bidrage med faglighed, engagement og et stort fokus på kundeservice – både på og uden for træningsbanen. Klubbens faciliteter og fokus på kvalitet, giver os som team de bedste muligheder for at udvikle vores medlemmers golfspil, hvilket jeg ser frem til at have som en del af min hverdag.
Kort om mig: Jeg har spillet golf siden jeg var 13 år, hvor jeg startede i Asserbo Golf Klub. Sidenhen har jeg brugt utallige timer på golfbanen og fandt ud af som juniorhjælper i Asserbo, at jeg fandt glæde i at undervise. Jeg gennemførte PGA-uddannelsen i 2019 og fik samtidigt muligheden for at jagte drømmen som professionel golfspiller. Mine 5 sæsoner på Nordic Golf League har givet mig erfaringer jeg aktivt bruger i min undervisning. Jeg gør en dyd ud af at holde mit eget golfspil ved lige på et højt niveau, så I kan forvente at se mig på træningsbanen og i klubhuset – også når jeg ikke underviser.
Privat bor jeg på Amager med min kæreste Simone.
Jeg glæder mig til at hilse på jer alle fra 1. april 2026 og til at lære alle medlemmer på The Scandinavian godt at kende.
De bedste hilsner Oliver Wendt”
Vi sender en mail ud til alle medlemmer i løbet af marts, når Olivers profil i Proplanner er åben og klar til booking, hvor vi samtidigt kan berette mere om træningstilbud fra vores trænerteam.